Fremover vil en forsinkelse skulle vare flere timer længere, end tilfældet er i dag, hvis flyrejsende skal kunne få kompensation. Det mener EU, regeringen, et flertal i Folketinget samt SAS.
I øjeblikket kan passagerer, hvis fly bliver mere end tre timer forsinket, søge om kompensation, hvorefter årsagerne til forsinkelsen skal vurderes, ligesom man kigger på, hvorvidt flyselskabet har taget de nødvendige skridt for at undgå den.
Disse rettigheder er sikret i EU's passagerforordning 261/2004, men i fremtiden skal grænsen for, hvornår flyrejsende kan anmode om kompensation, være to timer længere end i dag. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.
Et såkaldt samlenotat afslører, at EU-Kommissionen, regeringen samt et flertal i Folketinget arbejder for, at forordningen skal justeres således, at der fremover skal gå fem timer i stedet for tre, inden passagererne kan komme i betragtning til kompensation.
Ikke alle er for
Den ønskede justering blev i første omgang fremlagt af EU-Kommissionen i 2013, men den er blevet aktualiseret af, at Polen, der i øjeblikket varetager formandsposten for EU, har sat sagen på dagsordenen.
Fredag den 21. februar var transportminister Thomas Danielsen (V) derfor til stede på Europaudvalgets møde med henblik på at indhente et forhandlingsmandat således, at man kan komme videre med ønsket om at justere i passagerrettighederne i EU-regi.
I en optagelse fra mødet fremgår det, at ministeren mener, at det kan være dyrt for flyselskaberne at leve op til reglerne i deres nuværende form.
"Formålet med ændringen af forordningen er at styrke flypassagerens rettigheder. Men samtidig at reglerne skal tage hensyn til omkostningerne for luftfartsselskaberne. Forordningen skal også sikre, at luftfartsselskaberne opererer på ens vilkår på tværs af EU."
Ministeren fik mandatet, da der ikke var et flertal, der stilles sig imod forslaget. Fem partier satte dog hælene i. Det drejer sig om Radikale Venstre, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten samt Dansk Folkeparti.
Får opbakning fra SAS
SAS har fremsendt et høringssvar, hvori det skandinaviske flyselskab erklærer sig enige med regeringen, ligesom man også mener, at det beløb, som udbetales i kompensation, bør sænkes fra de nuværende mellem 1.865 og 4.475 kroner, er alle dog ikke enige.
Forbrugerrådet Tænk vurderer nemlig, at de fem timer vil være en forringelse af rettighederne. Ministeren anerkender i en udtalelse til Ritzau, at det godt kan se sådan ud.
"Der er dele af det, som kan ses som en forringelse. Men du kan også som passager se det sådan, at det vigtigste er, at du kommer frem," lyder det fra transportminister Thomas Danielsen over for nyhedsbureauet.
Derudover ønsker Forbrugerrådet Tænk også, at der indføres automatisk kompensation, når den fastsatte tidsgrænse er overskredet, men det blev afvist, hvilket var baggrunden for, at Radikale Venstre var imod tildelingen af en forhandlingsmandat.