tisdag 9 maj 2023

Thailand ser stor vækst i udenlandske turister. Thailand er hastigt på vej til normalisering af den vigtige turiststrøm fra udlandet. Sidste år var der 11,5 millioner udenlandske turister – i år håber man på 25 millioner. SAS genåbner på Bangkok.- STANDBY.DK

Thailand ser stor vækst i udenlandske turister
thailand-mad-Tourism-Authority-of-Thailand-620x330.jpg

Thailand er hastigt på vej til normalisering af den vigtige turiststrøm fra udlandet. Sidste år var der 11,5 millioner udenlandske turister – i år håber man på 25 millioner. SAS genåbner på Bangkok.

Før pandemien havde Thailand omkring 40 millioner udenlandske turister og andre tilrejsende. Tallet er på vej op igen, sidste år blev det til 11,5 millioner udenlandske ankomster – en massiv vækst fra de blot 428.000 i 2021, hvor pandemien hærgede og også Thailand var delvist lukket som følge af rejserestriktioner.

Nyhedsbureauet Reuters skriver på baggrund af tal fra Thailands turistministerium, at landet sidste år havde 11,5 millioner ankomster af udlændinge, hvilket var over forventning.

Malaysia, Indien og Singapore var sidste år Thailands tre største incomingmarkeder, oplyser turistministeriet, der i år forventer at tallet af udenlandske turister når op på 25 millioner; herunder mindst fem millioner fra Kina, der normalt er Thailands største leverandør af turister.

Den thailandske regering har afsat over 800 millioner kroner, 120 millioner dollars, til at styrke Thailands budget til markedsføring for at tiltrække flere turister. Turismen giver Thailand cirka 12 procent af landets bruttonationalprodukt, skriver Reuters.

700.000 turister fra Norden
I 2019 var Thailand det mest besøgte udenlandske rejsemål for kinesiske turister. Der var 11 millioner kinesiske ankomster til Thailand – cirka hver fjerde udenlandske turist. Herefter fulgte Japan, Vietnam, Sydkorea og Singapore.

Tilbage i 2019, året før coronakrisen, havde Thailand omkring 700.000 ankomster fra Norden og Baltikum. De skandinaviske turisters største rejsemål i Thailand er Phuket, Bangkok, Pattaya, Krabi og Hua Hin – Cha Am, har Tourism Authority of Thailand, TAT, tidligere oplyst til Standby.dk fra TAT's nordiske kontor i Stockholm.

Mens Thai Airways flyver dagligt mellem København og Bangkok, genåbner SAS til oktober ruten fra København til den thailandske hovedstad med tre ugentlige fly.

Tal fra TAT viser også, at 80 procent flyver fra Norden til Thailand med rutefly fra navnlig Thai Airways, Finnair, Qatar Airways, Emirates og Singapore Airlines – resten kommer med charterfly fra Norden, oplyser TAT, der fra sit nordiske kontor i Stockholm også assisterer rejsebureauer i Norden og Baltikum. De nordiske og baltiske turister er i snit 18 dage i Thailand, viser de officielle tal fra Tourism Authority of Thailand.



Inga kommentarer:

Skicka en kommentar